DIYSkøn lysegrøn murstensform til dine planter, krydderurter og frø
Når det bliver forår og sommer begynder haven at spire, og det er tid til at rykke udendørs for at plante frø og krydderurter. Brug den klassiske murstensform til at plante dine små grønne mirakler i - og skab et nyt friskt udtryk ved at spraymale murstensformen i en skøn lysegrøn farve. Tilføj til sidst en dekorativ tekst på siden af formen.
Det skal du bruge:
Murstensform
Sandpapir
Primer spray
Spraymaling i lysegrøn
Tekstskabelon
Hobbykniv og saks
Lim og malertape
Hvid maling til teksten
Lille pensel eller svamp
Spraylak
Plastikpose
Sådan gør du:
1. Start med at rengøre murstensformen, og slib den derefter let med noget sandpapir, for at malingen kan lægge sig flot og ensartet på formen.
2. Murstensformen skal spraymales udenfor. Giv den først et lag med primer spray. Lad primeren tørre helt.
3. Spraymal nu murstensformen i den lysegrønne farve. Den skal måske have to lag eller mere, for at farven dækker ordentligt. Lad malingen tørre helt.
4. Imens du venter på at malingen tørrer, kan du printe en tekstskabelon ud, gerne på noget tykt papir. Skær bogstaverne ud med en hobbykniv.
5. Placér skabelonen med de udskårne bogstaver på siden af murstensformen, og sæt den godt fast med noget malertape, så den ikke rykker sig.
6. Dup først den lysegrønne maling rundt i kanten af bogstaverne, for at lukke kanten, så den hvide maling ikke løber ind under skabelonen. På den måde får du skarpere/renere linjer. Lad malingen tørre helt.
7. Derefter kan den hvide maling duppes på skabelonen med en lille svamp eller pensel - giv den eventuelt to lag, hvis første lag maling ikke dækker.
8. Slut af med at give hele formen et lag spraylak, som forsegler malingen. Lad lakken tørre helt, inden murstensformen tages i brug.
9. Klip en plastikpose til, så den passer ned i murstensformen. Den skal kunne komme helt ned i bunden og op langs siderne. Lim posen fast langs den øvre kant hele vejen rundt.
10. Nu kan der kommes jord i formen, og du kan plante dine frø eller krydderurter i den.