Containerteamet hos Ib Laursen

Hvad har en pensioneret politimand, en tidligere præst, en pensioneret værkfører, en tidligere kaffegrosist, en tidligere traktorimportør og en tidligere forretningsfører for et boligselskab til fælles? Umiddelbart ikke ret meget - altså lige bortset fra, at de nu er kollegaer.

Tilbage i 2007 blev den første på "seniorholdet" ansat hos Ib Laursen ApS - og det har været en stor succes lige siden.
"Vi slog en stilling op i avisen, og jeg havde forventet, at det måske var noget for nogle studerende. Men så dukkede Vagn Sørensen op. Han var 71 år dengang, og han har været her helt indtil udgangen af 2018, hvor han stoppede som 83-årig", siger tidligere direktør og nuværende seniorrådgiver Ib Laursen.

Siden er flere kommet til, og nu er der et regulært "seniorhold" til at tømme de containere, der kommer til Ribe 200 dage om året.